Hej!

Der har igen, igen været ret stille på bloggen, men simple undskyldning er… dovenskab! Efter min sidste eksamen, og en heeeeel masse afleveringer trængte jeg til at koble helt af. Men nu er jeg tilbage og glæder mig til at komme med en masse indlæg nu hvor jeg ikke har så meget andet at tage mig til 😉

Jeg er hoppet på 30-day ab challenge’en som stort set alle piger vist er (på facebook), men jeg synes også liiige at jeg ville tage squat og push up med i puljen. Jeg forventer ikke en vild forvandlig når vi når 1. juli (min fødselsdag – juhuu!) men det er udfordringer som disse som motiverer mig, og så synes jeg det er vildt fedt at jeg samtidig kan motivere mine flat mates til også at hoppe med på ideen. Er du med os?

Du kan finde skema til alle tre challenges på nettet eller du kan hente app’en ned på din telefon. App’en hedder “30 day ab challenge”, “30 day squat challenge”, og “30 day pushup challenge” 🙂

Pipsen – over and out <3

Hej!

Midt i eksamens læsning og opgave skrivning kan det være svært at finde motivationen til at tage løbeskoene på eller trække i trænings tøjet og gå 2 km til fitness centeret. Derfor forsøger jeg hele tiden at motivere mig selv på forskellige måder, så det hele ikke bliver så kedeligt, og i dag har jeg derfor tilmeldt mig Nike’s løb – We own the night. Løbet foregår i Victoria Park i central London, og som navnet siger det løber man om aftenen, mere præcist kl. 20 og så er det kun for kvinder 🙂 Jeg glæder mig heeelt vildt! Jeg har tilmeldt mig sammen med en veninde og hendes søster, og det gør jo ikke motivationen mindre. Og så skal jeg være helt ærlig og sige at vi faktisk mest har tilmeldt os fordi man får en fed Nike løbe t-shirt og en virkelig lækker halskæde, hvis man gennemfører, men i min verden tæller al motivation så længe den medfører motion 😉 En del af overskuddet fra løbet går til Us Girls Starz, som forsøger at skabe nye og forbedrede sport og trænings muligheder for piger i alderen 10-12 år, som bor i de socialt belastede områder i London. Deres største mål er at få disse piger til at vokse op med nye egenskaber og styrket selvtillid, så de kan forme deres liv med fysisk aktivitet som hoved ingrediens, og det synes jeg virkelig er en god tankegang 🙂

Udover at være lykkelig over at være igang med de længere løbeture her efter “Fit på 100 dage” så startede jeg i mandags på et lidt mere seriøst trænings program, nu skal Pipsen være stærk – sådan for alvor! Jeg træner i universitetets fitness center, og fordi universitetet er meget sportsligt fokuseret så er der en hel del pro-vægtløftere som holder til i fitness centeret… Og der må jeg nok sige at jeg lige skal overskride en lille grænse, når jeg stiller mig ind på platformen og begynder at squatte eller dødløfte med meget få kilo, og der så står en stor fyr med langt over 100 kg og et ekstremt rødt ansigt lige ved siden af mig. Det er jo egentligt åndsvagt, for han er sikkert ligeglad?! Og hellere få kilo og korrekt udførelse! Næste gang tror jeg, jeg vil spørge: “Do you even lift?”.

Nå, hvad så med dig? Hvordan motiverer du dig selv til ikke at falde af på træningen? Hvis du løber, hvilke løb har du så tilmeldt dig?

Nu vil jeg smutte under dynen så jeg kan være frisk til en dejlig morgen løbetur 😉

Pipsen – over and out

Hej.

Der har været ret stille på bloggen siden mine første indlæg, og grunden til det har været en ret krævende eksamen og en eksamensopgave på 40 sider! Men nu er jeg kommet på den anden side, og kunne mærke at jeg havde brug for en pause fra studielivet, så jeg bookede en billet hjem til moar 🙂 Så nu sidder jeg i dejlige Frede (Frederiksavn) og nyder duften af hav og ikke mindst det gode selskab. I lørdags var jeg ude at løbe Soldalløbet i Sindal sammen med min søster og svoger. Jeg trængte virkelig til at løbe længere og i et mere konstant tempo end alle de intervaller som hører til “Fit på 100 dage programmet”. 14 km blev det til for min søsters og mit vedkommende, mens min svoger løb sit maraton nummer 31 – Ham er vi ret så stolte af 🙂 Nogen af jeg har måske set billederne på instagram, hvis ikke så kan I finde mig under piaskouby.

Nå men lad os nu komme frem til det det her indlæg egentlig skulle handle om – “Fit på 100 dag”. I dag er dag nummer 100!!!! Jeg har svært ved helt at forholde mig til at jeg er nået så langt, og faktisk føles det lidt som om at det ikke længere er en “challenge”, ganske simpelt fordi det er gået hen at blive en vane. Jeg skal være ærlig at sige at der har været en del ting ved især kosten som jeg har haft svært ved at forholde mig til, mest fordi jeg med den baggrund jeg nu engang har (Bsc in Global Nutrition & Health) ved at kosten ikke nødvendigvis behøver at være så streng for at man kan se resultater. Anne Bech har udtalt at hun ikke har noget problem i at man “kun” lader sig inspirere af hende program, men at man så skal vide at hun dermed ikke kan garantere at man opnår de resultater som hun nævner i bogen… Og her er det så at jeg simpelthen bliver nødt til at komme ud med en tanke som jeg har haft gennem hele det her forløb – Uanset om man vælger at følge programmet til punkt og prikke eller blot lader sig inspirere, så vil man ALDRIG opnå præcis de resultater, jeg er mig og du er dig! Det kaldes INDIVIDUALISME, eller som vi kalder det i trænings miljøet – specificity. Vores kroppe er unikke og vi vil aldrig nogensinde kunne opnå de samme resultater på den samme tid, sådan er det bare. Dermed ikke sagt at programmet ikke har hjulpet mig, tværtimod! Jeg har fulgt trænings programmet fuldstændigt, og har også holdt mig til de “tilladte” madvarer, men jeg har ikke spist hakkebøffer til morgenmad hver mandag fra dag 61-80. Mest af alt fordi pengepungen simpelthen ikke har været til en kost med roastbeef og fisk, især ikke i det britiske 😉

Resultaterne, hvordan er de så?

Jo altså jeg vil sige at min mave aldrig har været fladere end den er nu, sixpack’en gemmer sig stadig, men det har jeg det nu helt fint med. Jeg har smidt 65,5 cm i alt:

Arm: -3 cm
Bryst: -7 cm (det er vist det man kalder bagsiden af medaljen..)
Talje: -9 cm
Mave: -10 cm
Hofte: -10 cm
Numse: -11,5 cm
Lår: -8,5 cm
Knæ: -3,0 cm
Læg: højre: -1,5 cm venstre: -2 cm

Jeg er utrolig stolt af mine resultater, og jeg sidder tilbage med en følelse af at mormor armene og de buttede lår ligepludselig ikke betyder så meget, så længe man ikke har dårlig samvittighed hver anden dag. I 100 dage har jeg ikke spist alt muligt som førhen gav mig dårlig samvittighed. I 100 dage har jeg fulgt et træningsprogram som har gjort mig stærkere. Jeg kan næsten ikke vente med at se hvordan det hele ser ud om 100 dage.

Hvad så nu?

Jeg skal ærligt indrømme at jeg glæder mig helt vildt til en ordentlig omgang sushi og et dejligt kold glas hvidvin i morgen. OG Ben & Jerry’s… Men jeg er også realist! Og derfor ved jeg at jeg på torsdag er tilbage på den sunde kost. Men hvis der er noget jeg har lært på denne “rejse” så er det helt sikkert at man sagtens kan give slip en enkelt dag, så længe man har disciplinen til at vende tilbage dagen efter! Når jeg vender næsen hjem mod England sidst i denne uge, starter jeg op på et hårdt styrke program som min personlige træner har sammensat specielt til mig. Og så skal jeg igang med at løbe min dejlige og lange ture, dem har jeg savnet 🙂

Det er ret grænseoverskridende at poste disse billeder, men jeg vælger at tage chancen, for simpelthen at vise forskellen og fordi jeg er stolt! (ingen jantelov her!). Der er kun 1,6 kg forskel på de to billeder (1/6 -14 og 15/4-14) 🙂 Og ja, jeg har appelsinhud, store lår og mormor arme, fordi jeg er en kvinde!

Jeg vil rigtig gerne vise jer et billede af et par bukser, som min mor har gemt helt tilbage fra min yngste nieces dåb (13 år siden) – de lilla bukser. Dengang var jeg allerstørst, og jeg bruger bukserne på de dage hvor det hele er lidt hårdt, de er min motivation til at fortsætte. Men liiige nu kan vi sørme ikke finde dem. Hvilket er ret underligt for de er ret store 😉 Har du også et par gamle bukser eller en kjole som du hopper i engang i mellem for at minde dig selv om hvor langt du er kommet?

Nu vil jeg gå ned og købe min belønning – et par Nike free sko 🙂

Pipsen – over and out.

Jeg løftede lidt sløret for det i går, og i dag vil jeg så fortælle lidt mere om mit projekt pt. “Fit på 100 dage”. Men før jeg fortæller om hvordan projektet går vil jeg starte med at fortælle om min baggrund for overhovedet at kaste mig ud i det.

Jeg har kæmpet med vægten en stor del af mit liv, faktisk så kæmper jeg stadig, men nu er det mere på det psykiske plan, hvor jeg skal lære at acceptere min krop som den er og kigge mig i spejlet og sige – du gjorde det! Jeg kan huske da jeg var 15 år og min mor fortalte mig at hun havde fået sukkersyge. Jeg fattede det ikke, vi fattede det ikke! Hun passede jo godt på sig selv, var ikke tyk og spiste ikke slik. Troede vi. Hun var skabsslikker 🙂 eller det kaldet vi det i hvert fald. Jeg kan huske at jeg var bange, for nu havde begge mine forældre pludselig sukkersyge, og jeg kunne jo faktisk godt set hvor det gik hen. Jeg så hver dag hvad det gjorde ved min far. Og nu pludselig også min mor. Den dag lavede min mor og jeg en pagt – vi ville leve sundt, spise sundere og motionere mere. Selvom jeg var den tykke i klassen så havde jeg talegaverne i orden, og derfor slap jeg for mobning. Men den dag kom alle sandhederne på bordet fra både min mors og min side, det var starten på en helt ny livsstil. Vi begyndte at gå lange ture, spise sundere og selvom min far ikke var meget for kyllingefrikadeller og salat, så fik vi ham alligevel med på ideen som månederne gik. På sidste skoledag i 9. klasse følte jeg mig for første gang normal, eller pæn er måske mere ordet. Jeg kunne pludselig købe tøj i samme størrelse som mine veninder, og alt så ud til at falde på plads.

Men I kender det sikkert. Mere vil have mere. I gymnasiet var jeg utrolig fokuseret på min kost og ikke mindst min træning. Jeg begyndte at træne i fitness centeret flere gange om ugen, nogle dage flere gange om dagen. Men jeg var glad, fordi folk omkring mig kom med komplimenter og pludselig begyndte at sige at nu skulle jeg da vist heller ikke tabe mere. Efter gymnasiet flyttede jeg til København. Direkte fra mors sunde køkken til kollegiets beskidte køkken. Jeg har aldrig rigtig været interesseret i at lave mad, så i stedet for at begynde nu hvor jeg havde chancen for at sætte mit eget præg, valgte jeg den nemme løsning. Brød, gulerødder, chokolade kiks, og nudler. Alt for mange nudler. Men jeg holdt vægten, af den simple årsag at jeg trænede hver dag, gik 10 km om dagen og spiste nudler. Den dag i dag kan jeg ikke klare lugten eller synet af nudler! Okay here goes nothing: altså nudler smager vel egentlig godt nok, men prøv så at spise dem rå!! Jeg tør slet ikke tænke på hvor mange pakker rå nudler jeg har kværnet i den første periode af mit Københavnske liv. Heldigvis for mig, flyttede jeg efter 3 måneder på kollegie i en lejlighed, hvor køkkenet var sprit nyt og stille og roligt begyndte jeg at interessere mig for at lave mad.

De fleste som ligesom jeg altid har kæmpet med kiloene, kender sikkert det der med at man i perioder bare giver los, og æder alt hvad man kan komme i nærheden af. Sådan en periode kom mens jeg studerede global ernæring og sundhed, hvilket vel i sig selv er ret ironisk. Jeg tog hurtigt 8-10 kg på, men jeg gik simpelthen fra at gå på vægten hver dag til ligeså stille at skubbe vægten længere og længere ind under skabet. Jeg tror i virkeligheden at jeg følte jeg havde brug for en pause. Nu hvor jeg tænker tilbage ville jeg ønske at jeg kunne rejse tilbage i tiden og hamre mig selv i hovedet. Og så alligevel. Jeg har jo på en måde også lært af mine fejl.

Efter endt uddannelse flyttede jeg tilbage til Jylland. Jeg troede at alt ville blive bedre når bare jeg var tættere på min familie. Men vægten steg og steg. Jeg trænede og trænede og fordi jeg var arbejdsløs trænede jeg 2 gange om dagen hver dag! Men fordi jeg spiste lige hvad jeg havde lyst til og i ekstreme mængder, hjalp det lige vidt. Efter et halvt år som arbejdsløs fik jeg arbejde på Thule basen i nordvest Grønland. Det var mit andet ophold på basen. Så jeg vidste hvad jeg gik ind til. Laaange arbejdsdage. Men en helt fantastisk mulighed for at opleve den smukkeste natur! Jeg vil ikke fortælle så meget mere om Thule. Måske det kommer på et senere tidspunkt, men jeg kan fortælle at jeg inden for et år på basen havde taget 10-12 kg mere på. Jeg var ulykkelig, men følte ikke at jeg havde overskuddet til at gøre noget ved det. Jeg havde jo været der før, og sagde hele tiden til mig selv at det var en helt umulig opgave.

En dag i min sommerferie hjemme i Danmark i 2011 skulle jeg pakke min lejlighed ned og min mor hjalp mig. Jeg glemmer aldrig den dag. Mens jeg begyndte at tage alt mit tøj ud af skabene begyndte tårene at trille. Jeg kunne overhovedet ikke passe noget af tøjet! Jeg blev så sur på mig selv og råbte og skreg, hvordan kunne jeg dog have gjort det her mod mig selv. Min mor er den bedste! Hun er stærk og streng. Og den dag havde vi en snak om dengang vi lavede vores pagt. Hun mindede mig om at hvis man har gjort det før kan man gøre det igen. Og jeg gjorde det igen. I did it. I made it!

Mit sidste år på basen tabte jeg 15 kg. Jeg fik styr på kosten. Og begyndte for første gang at løbe, takket været en meget god veninde! På vores sidste dag på basen, 10. juli 2013 løb vi 15 km klokken meget meget tidligt, inden vi satte os i flyveren på vej mod Danmark.

Og så skal vi vist tilbage til projekt “Fit på 100 dage”. I december var jeg hjemme på juleferie og så Anne Bechs bog. Det er faktisk ret simpelt – jeg købte den, læste den, og sagde til min mor – jeg gør det! Og hun sagde – ja det gør du da! Og nu er jeg altså på dag 77. Det har bestemt ikke været let, men hele mit mål med dette projekt har været at ændre mine kostvaner og finde ud af hvad der er godt for lige præcis min krop. Og det gør man altså ikke bare lige på en dag! Jeg tror også at det kommer til at tage mere end 100 dage, men jeg kan allerede nu se store forandringer. Ikke mindst mentalt. For første gang i mit liv lever jeg ikke for at tabe mig. Jeg har ingen dårlig samvittighed når jeg spiser mørk chokolade fredag aften til xfactor (Ja jeg ved det, men jeg er en sucker for reality!), fordi ikke spiser det hver dag. Min mave er flad! Og jeg elsker den. Jeg har tidligt udviklede mormor arme. Med strækmærker. Jeg er stolt af mine strækmærker, fordi de minder mig om min fortid. Og stooore lår. Men jeg føler mig sund. Jeg kan løbe 10 km. Jeg læser mit drømme studie. Og jeg spiser IKKE nudler.

Sikke en lang smøre. Men jeg fik pludselig lyst til at dele min historie. Det er ret grænseoverskridende, men jeg tager chancen.

Og lad mig så slutte med det motto som min mor og jeg lavede den gang vi lavede vores pagt. Selvom vi ikke render rundt og siger det længere, så hænger det altså stadig ved 🙂

“Ned med slik og chokolade – vi vil ha’ vor’ maver flade! Agurk, agurk, agurk”
(Ja vi deler også den samme platte humor)

Pipsen – over and out!

Hej!

Og velkommen til min blog. Sådan kan man vel godt starte, eller hvordan?! Klokken er 5 minutter i bare arme, som vi altid sagde da jeg var lille. Det siger vi sjovt nok ikke længere, hvor ikke?! Alting var åbenbart meget sjovere dengang. Men jeg har det nu også ret sjovt nu. Gad vide om du synes det er sjovt?! Wauw se en flyver! Ej okay nu stopper jeg.

Hej! (igen)

Du befinder dig pt. på Pipsen blog, eller jeg hedder i virkeligheden Pia! Klokken er mange og du er taget til fange. Så derfor må du nøjes med et lille kort indlæg med lidt facts om mig, og så får du et meget mere seriøst (jeg vil i hvert fald forsøge) indlæg i morgen, hvor jeg vil fortælle lidt om mit “Fit på 100 dage” projekt!

Jeg er 26 år ung (!) og stammer oprindeligt fra en lille hyggelig by nord fra Frederikshavn. Jeg flyttede til København som 19 årig for at studere global sundhed og ernæring. Efter endt uddannelse flyttede jeg til Åååååårhus (prøvliåhørherigå-byen) fordi jeg gerne ville være tættere på min familie. Men sådan gik det ikke helt. Sidste sommer kom hjem så hjem til de trygge rammer i det nordjyske igen efter 2 helt fantastiske år på Thule basen i Grønland. Det kommer der muligvis også et bette (læs: lille) indlæg! Efter godt en måned hjemme hos moooar gik rejsen mod England, hvor jeg altså bor nu.

Jeg ved ikke helt hvad den her blog skal ende ud med, men ikke desto mindre har jeg tænkt mig at dele ud af min sjove og mindre sjove oplevelser i hverdagen, mest om træning og sundhed, mindst om burger og cola (jeg har ikke spist på McDonalds siden sommeren 2003 og drikker kun sodavand hvis den er blandet med alkohol!)

Pipsen – over and out!

“En af fordelene ved at være rodet, er at man hele tiden gør nye, spændende opdagelser” – Peter Plys